Forside > Sundhed > Sundhedsstyrelsens model

Sundhedsstyrelsens 5-trins model


Sundhedsstyrelsen udviklet en 5-trinsmodel, der giver inspiration til, hvordan man som virksomhed kan arbejde strategisk med sunde tiltag.


Formålet med Sundhedsstyrelsens 5-trins model for sundhedsfremme på arbejdspladsen er at give virksomheder inspiration til, hvordan man kommer videre med sundhedsfremme, så det kommer fra at være enkeltstående tilbud om frugtordning og deltagelse i DHL-stafetten, til at blive en integreret del af virksomhedens strategi og værdisæt. Modellen tager udgangspunkt i KRAMS-faktorerne, men fokuserer på, hvordan sunde tiltag kan indarbejdes strategisk, samt hvordan man følger systematisk op - og hvem der kan involveres.


De 5 trin er:

Trin 1: Enkeltstående tilbud
Indsatsen består af et eller to enkeltstående tilbud f.eks. frugtordning, rygepolitik, tilskud til deltagelse i f.eks. DHL-stafetten

Trin 2: Inddragelse af medarbejderne i løs organisering
Indsatsen består af et eller to enkeltstående tilbud som ovenstående. Medarbejderne inddrages i valg af metoder og aktiviteter.

Trin 3: Nøglepersoner, ressourcer og fast organisering
Indsatsen består af mindst 3 tilbud. Indsatserne er organiseret i f.eks. samarbejdsudvalget, arbejdsmiljøudvalget eller i et selvstændigt udvalg. De ansattes behov afdækkes, der er afsat ressourcer til indsatsen og en ansvarlig nøgleperson styrer indsatsen.
Indsatsen kan f.eks. være motionstilbud i arbejdstiden, kantineordning med sund mad,

Trin 4: Mål, sundhedskoordinator og –politikker
Indsatserne kan være både enkeltstående tilbud som f.eks. frugtordninger og strukturelle indsatser som f.eks. stress- og trivselspolitikker. De ansatte inddrages og deres behov og interesser bliver løbende afdækket. Der afsættes ressourcer til en sundhedskoordinator, ligesom der er økonomisk råderum til forskellige indsatser. Der er nedskrevne sundhedspolitikker og ledelsen er synligt involveret i indsatserne.

Trin 5: Strategisk indsats, systematik og ekspertise
Der er både enkeltstående tilbud og strukturelle indsatser. De ansattes interesser og behov afdækkes systematisk. Der er en fast organisering omkring sundhedsindsatserne med en ansat sundhedskoordinator med faglig viden, sundhedsambassadører og ressourcer til eksterne rådgivere. Sundhedsfremme er en del af virksomhedens strategi og værdisæt. Der er stor involvering fra ledelsens side.

Læs hele Sundhedsstyrelsens 5-trinsmodel i publikationen 'Sundhed og trivsel på arbejdspladsen'




Senest revideret den 24. oktober 2011