Forside > Værktøjer og inspiration > Sundhedsambassadører

Sundhedsambassadører holder aktiviteterne i gang




På nogle arbejdspladser har man uddannet sundhedsambassadører, der dagligt har taget initiativ til aktivitet. Sundhedsambassadørerne har fået en firedages uddannelse og har dannet et netværk, hvor de har erfaringsudvekslet og fået inspiration.

Netværkene har haft stor betydning for sundhedsambassadørerne. Det kan være krævende konstant at være frontløber og igangsætter – derfor har de brug for opbakning og anerkendelse fra hinanden, de øvrige medarbejdere og ledelsen.


De holder dampen oppe
I SAS blev kernen i organiseringen af sundhedsprojektet 10 sundhedsambassadører. Det blev dem der løbende skulle holde de andre til ilden og sørge for, at de fik lavet deres øvelser.

"Det er genialt at organisere et projekt omkring nogle sundhedsambassadører – de bliver et godt omdrejningspunkt og dem, der holder dampen oppe. Sundhedsambassadørerne fik en fire dages uddannelse, så de blev klædt på til opgaven," siger miljøleder Anne- Mette Filippson fra SAS.

Hun mener, at det er fuldstændig afgørende, at der er en krumtap af personer, der holder fast i, at bevægelse er en daglig aktivitet. De tager initiativ til, at man får lavet sine øvelser, går en tur eller andet. Det er meget nødvendigt, at nogen påtager sig opgaven at styre det og holde fast. Jeg ser det som en arbejdsopgave. Når de siger ja, så siger de også ja til, at det er en del af arbejdet.


Udfordringer
Men sundhedsambassadørerne har også haft deres udfordringer. 

"Den eksterne konsulent og jeg har forsøgt at holde deres motivation ved at samle dem til møde en gang om måneden. Her har vi fået snakket om de løbende udfordringer: de, der ikke ville være med, hvordan man skaber respekt mellem dem der var med i projektet og ikke var. Det er vigtigt at skabe en identitet for denne gruppe. Møderækken er stoppet pt. Men vi skal tilbage til rutinen, så vi kan holde gejsten oppe", siger Anne-Mette Filippson.

Forankring via ambassadører
Også arbejdspladser udenfor BAR FOKAs projekter har gode erfaringer med ambassadører for sundhed. En af dem er Sønderborg Kommune, der har mange succesfulde sundhedsaktiviteter.
 
Sundhedskonsulent Tine Kjeldsen indså hurtigt, at det var nødvendigt at finde en organisering, så initiativet blev forankret på den enkelte virksomhed eller afdeling. Løsningen blev uddannelse af sundhedsambassadører.

"I starten famlede vi os lidt frem. Hvordan får vi det til at blive en del af de enkelte arbejdspladser i kommunen? Jeg tænkte, at vi blev nødt til at have nogle tovholdere ude på arbejdspladserne. Det var ikke nok med de etablerede udvalg som MED, HMU, LMU m.fl. De er vigtige, men der skal være nogle ildsjæle på arbejdspladserne, fortæller hun.


Startede som pilotprojekt
Udviklingen af sundhedsambassadørkorpset startede med et pilotprojekt. Og der var stor interesse for ideen. Der blev valgt 12 medarbejdere ud – primært tidligere sikkerhedsrepræsentanter. En ekstern konsulent målrettede uddannelsen til kommunens behov og lavede et kursus på 2 x2 dage og en opfølgende dag. Det var en succes og i dag er der 28 sundhedsambassadører. Motivationen holdes gennem fire årlige netværksmøder for ambassadørerne.


"De er meget glade for at høre om hinandens udfordringer og succeser. De mødes fire gange om året til et fire timers møde. Indimellem tilbyder vi også nogle temaer. Vi har lige haft et om sund ernæring og hvordan man holde blodsukkeret kørende. På fredag har vi et tema om den motiverende samtale.


Sundhedsambassadører skal have ledelsesopbakning
Ud af de 28 ambassadører er det kun to, der kører på vågeblus,  men det kniber med at rekruttere nye. Ikke fordi der ikke er interesserede medarbejdere. Men fordi det kræver den nærmeste leders opbakning og godkendelse. Og det er ikke let i nedskæringstider – slet ikke i administrationen.

"Lige nu er det op ad bakke at få fyldt vores sundhedsambassadørhold op. I kommunen er sundhed en af vores værdier. Men jeg savner lidt mere opbakning fra ledelsens side. Og det er et krav, at lederen aktivt støtter initiativet. Ellers bliver det for svært for sundhedsambassadøren efterfølgende at sætte gang i aktiviteter og bruge tid på indsatsen. Allerhelst skal ledelsen jo deltage, siger Tine Kjeldsen.
 

Læs mere om sundhedsprojektet i SAS
Læs mere om Sønderborg Kommunes sundhedsprojekt




Senest revideret den 26. oktober 2011