Forside > Krop og kontor > Væk fra skrivebordet

Væk fra skrivebordet




Det er sundt at bevæge sig - også i arbejdstiden. Internationale studier viser, at langvarigt stillesiddende tid, som mange kontoransatte har,  er en betydelig risikofaktor for hjertekarsygdom, fedme, diabetes, førtidig dødelighed, samt muskel- og ledsmerter.

Selvom man følger Sundhedsstyrelsens råd om mindst 30 minutters fysisk aktivitet af moderat intensitet om dagen – plus et par ganges intensiv motion om ugen - opvejer det ikke de negative effekter af langvarig inaktivitet i løbet af eksempelvis en arbejdsdag på kontoret.


I stedet for blot at se på mængden og intensiteten af den motion, vi måske dyrker i fritiden, viser forskningen, at det er vigtigt at se på, hvor meget tid vi sidder stille. Det er altså ikke nok at dyrke sport i sin fritid, hvis man sidder foran en skærm otte timer hver dag - og måske tilmed snupper et par timer foran fjernsynet om aftenen.


Heldigvis gør selv små ændringer - såsom bevægelsespauser, varierede arbejdsstillinger og aktivitet i løbet af arbejdsdagen - en positiv forskel.


Færre smerter, bedre koncentration
Flere aktive pauser, hvor man går en tur eller laver nogle fysiske øvelser i løbet af dagen, styrker både medarbejderes generelle sundhed, giver færre smerter og forbedrer koncentrationen, viser undersøgelser. Og arbejdsgiverne skal ikke være bange for, at effektiviteten daler, hvis medarbejderne begynder at bevæge sig mere. For bevægelse stimulerer hjernen, så aktive pauser forbedrer såvel medarbejdernes effektivitet som kreativitet.


Selv flere timers ugentlig fysisk aktivitet, betalt af arbejdsgiveren, giver plus på bundlinjen, viser forsøgsprojektet Krop og Kontor fra BAR FOKA og Sundhedsstyrelsen. Projektet viste, at medarbejdere på kontorarbejdspladser, der indførte op til 3,5 times ugentlig bevægelse i arbejdstiden, både fik det sjovere med hinanden og blev mere effektive.


Det ergonomiske paradoks
Det gælder dog ikke om blot at få kontoransatte til at dyrke hård fysisk motion i arbejdstiden. Dansk forskning fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) viser, at mennesker med meget krævende fysisk arbejde, som postbude og rengøringsassistenter, har højere risiko for at få livsstilssygdomme, end moderat fysisk aktive medarbejdere.

Seniorforsker ved NFA, Andreas Holterman, som står bag undersøgelsen, kalder det et ergonomisk paradoks. "Hvis fysisk aktivitet er så sundt, hvorfor har arbejdere, der er mest fysisk aktive på arbejdet så dårligt helbred?" spørger han. Svaret er, mener Andreas Holterman, at hverken hårdt fysisk arbejde eller stillesiddende arbejde er ideelt. I stedet skal man sørge for, at dem der har meget fysisk krævende arbejde får tilbudt ergonomiske hjælpemidler, der gør arbejdet mindre hårdt, og at de mange, fx kontoransatte, der sidder stille dagen lang, får hjælp til at røre sig mere i løbet af arbejdsdagen.

Bevægelse virker
Forskning viser, at fysisk aktivitet kan medvirke til at:

  • Forebygge og behandle en række sygdomme, fx hjertekarsygdomme, diabetes og visse former for kræft, stress og psykiske lidelser som depression, demens og angst.
     
  • Forlænge livet. Fysisk inaktive dør 5-6 år tidligere end fysisk aktive og er mere udsat for langvarige belastende sygdomme.
     
  • Give bedre alment velbefindende og livsglæde i form af fx bedre søvn, bedre humør og forbedre evne til at slappe af og dermed tackle stress.

  • Styrke koncentrationsevnen og kreativiteten.

Inaktivitet koster
Forskning viser, at inaktivitet:

  • Er skyld i 3.1 mio. sygefraværsdage om året

  • Tegner sig for 7-8 % af alle dødsfald
  • Fører til 100.000 hospitalsindlæggelser pr. år
  • Er skyld i 50.000 tabte leveår hvert år.

Dokumentation
Her kan du se de nyeste studier af sammenhængen mellem stillesiddende arbejde og sygdom:

Leisure Time Spent Sitting in Relation to Total Mortality in a Prospective Cohort of US Adults

Sitting time and Mortality from All Causes, Cardiovascular Disease, and Cancertime




Senest revideret den 27. oktober 2011


Farligt at sidde stille

Ny forskning viser, at det ikke er nok at dyrke sport og bevæge sig i fritiden. Man skal også sørge for ikke at sidde stille for lang tid ad gange på sit arbejde.