Forside > Krop og kontor > Kost og bevægelse

Kost og bevægelse




Den mad vi spiser har stor betydning for vores sundhed og velvære, men også for vores energiniveau, koncentration, humør og stressmodtagelighed.

Vi skal gerne spise mindst tre hovedmåltider og 2-3 mellemmåltider om dagen. Det er med til at holde et stabilt blodsukker og energiniveau, hvilket gør det nemmere at klare dagens arbejde med koncentrationen i top. En ekstra sidegevinst er, at man forebygger småspiseri, der ofte er mindre sunde ting som slik og kiks. Sidst men ikke mindst kan et stabilt blodsukker sandsynligvis gøre én mindre følsom over for stress.


Mad er brændstof
Maden indeholder det brændstof, vores krop skal have for at kunne bevæge sig og fungere. På trods af sin ringe størrelse har hjernen et enormt energibehov, der er i samme størrelsesorden som hjertets. Kunsten er at få den mængde af energi, vi har brug for og i et jævnt tempo- ellers bliver vi overvægtige, sultne, ukoncentrerede og irritable.


Maden påvirker os
Kostvaner påvirker både sundheds- og sindstilstanden. En kost med højt indhold af usundt fedt - især mættet fedt fra dyr, overbehandlet vegetabilsk fedt med transfedtsyrer og store mængder sukker og et lavt indhold af frugt, grønt og fuldkorn øger risikoen for nogle af de hyppigste folkesygdomme: hjerte-kar sygdom, kræft, svær overvægt og diabetes.

Depression og stress er også folkesygdomme. Meget tyder på, at kosten også her spiller en rolle. Kvinder spiser generelt sundere end mænd, idet kvinders kost indeholder mindre usundt fedt og mere frugt og grønt.


Mærk efter
Når mange har svært ved at ændre på deres kost, skyldes det ofte, at man ikke altid mærker madens påvirkning her og nu. Overvægten kommer snigende, de forkalkede årer kan ikke ses mv. Derfor kræver det viden og lyst, hvis man skal leve sundere. Dog kan mange mærke en klar forskel på energiniveau og humør, alt efter om de spiser sund og blodsukkerstabiliserende kost, eller spiser usundt.




Senest revideret den 31. oktober 2011