I stedet bliver det ofte en konkurrence mellem arbejdsliv og privatliv. En konkurrence, der i værste fald giver den enkelte en oplevelse af splittelse, utilstrækkelighed og stress. Med andre ord – forringet livskvalitet og sundhed.

En ubalance mellem arbejdsliv og familieliv anses for at være den største stressfaktor. Det viste Ingeniørforeningens stresskilde-undersøgelse fra 2002.

Paradoks
Familien er det vigtigste i livet, svarer de fleste danskere. Men alligevel er det ofte arbejdet, der får mest tid og familien, der taber i konkurrencen. Det kan skabe dilemmaer, der kan føre til mindre trivsel, og i visse tilfælde til mindre produktivitet.

Kollektivt eller individuelt problem?
Men hvem har ansvaret for, at den enkelte har den rigtige balance? Det er let at sige, at den enkelte må sige til og fra. Men virksomhederne har et væsentligt ansvar i forhold til de krav og rammer, de giver medarbejderne.

Forskning viser, at bl.a. følgende har stor betydning for balancen:

• Arbejdstiden er afgørende – jo længere tid mænd og kvinder arbejder, jo dårligere synes de, balancen er og jo mere stressede føler de sig
• Fleksibilitet i arbejdsforholdene er også en væsentlig faktor for oplevelsen af balance. Men fleksibiliteten i form af at arbejde hjemme kan for nogle også have den ulempe, at grænsen mellem arbejdsliv og privatliv bliver udvisket.

Dette er faktorer, som arbejdspladsen kan gøre noget ved: Arbejdsopgaver skal passe til arbejdstid, hjemmearbejde skal anerkendes, lederne skal være åbne for dialog om arbejdstid for fx børnefamilier mm. Og så skal den enkelte selvfølgelig sige til og fra, så arbejdspladsen har et pejlepunkt for at skabe rammer, som giver balance.

Familie og arbejdsliv i forandring
Når vi taler om balance mellem arbejdsliv og privatliv, er det den rigtige balance for den enkelte. Privatlivet kan være et liv som single, et liv med delebørn, en kernefamilie, et parforhold uden børn mv. Og et arbejdsliv kan være 6, 8, 10,15 timer på arbejdspladsen og/eller hjemme. Der er mange udgaver. Balance er, at der er plads til det, man ønsker i sit liv – udover arbejde. Og at man ikke oplever, at arbejdet har taget magten i ens liv.

Camilla Kring, Ph.d. i balance mellem arbejdsliv og familieliv, formulerer det sådan:
”Det meget individuelt, hvad vi betragter som arbejde. Nyere forskning viser eksempelvis, at nogle mennesker ikke betragter det som arbejde, hvis de tager den bærbare pc med hjem uden strømforsyning.  Det er kun arbejde, hvis man tager pc'en med hjem med strømforsyning. Nogle mener ikke, at det er arbejde, hvis de tjekker e-mails derhjemme om aftenen osv.

Mere og mere arbejde bliver usynligt i produktionsprocessen. Det bevirker ligeledes, at tidsgrænserne mellem arbejde og privatliv ikke kan bruges mere. Vi stopper ikke med at tænke på arbejdet, selvom vi forlader arbejdspladsen kl. 17. Vi skal således skabe individuelle grænser mellem arbejde og privatliv.”