Forside > .Anerkendelse

Anerkendelse



Anerkendelse handler om at se og høre hinanden. Og det er at respektere andres version af virkeligheden – at situationer kan opleves og forstås meget forskelligt.

Mennesker bliver en del af et fællesskab, fx på en arbejdsplads, ved at blive set, hørt og anerkendt for den de er og det de gør. En anerkendende tilgang bygger bl.a. på disse antagelser:
  • Vi motiverer bedst andre mennesker og os selv til nytænkning og forandring, når vi anerkender og værdsætter hinanden og os selv
  • Vi har en tendens til at udvikle os i retning af de mest lovende og positive fremtidsbilleder. (Hvis vi fx har en positiv vision for vores arbejdsplads, så udvikler medarbejderne sig sammen i den retning).

En anerkendende tilgang er et opgør med problem- og mangeltænkningen, der fokuserer på problemer, fejl og mangler. En anerkendende tilgang fokuserer i stedet på ressourcer, værdier og drømme.

Mere trivsel og produktivitet
At udvikle en anerkendende kultur kan både skabe bedre trivsel, sundhed og højere produktivitet. Forskning viser, at velfungerende teams med høj trivsel og produktivitet taler seks gange så meget om styrker og ressourcer end dårligt fungerende teams med lav produktivitet. De taler til gengæld tre gange så meget om problemer. De velfungerende teams har desuden balancerede samtaler, hvor de både lytter og forhandler. De dårligt fungerende teams argumenterer deltagerne uden at lytte.

Barbara Fredrickson, som forsker i positiv psykologi, siger, at positive følelser skaber en udfoldelse af vores tanke- og handlingsmuligheder og at de har en stor betydning for vores personlige vækst og udvikling – også på langt sigt. 

Værdsættende samtale
Værdsættende samtale er et middel til en anerkendende kultur. Mange virksomheder og medarbejdere er præget af problem- og mangeltænkning. Det kan både være medarbejderne i mellem og mellem ledere og medarbejdere. Et konstant fokus på fejl og mangler skaber ikke glade medarbejdere, der trives. Men kan derimod give dårligt arbejdsmiljø, stress og sygdom.

I anerkendende udviklingstænkning har man modsat problemtænkningen opmærksomhed på ressourcer, værdier og ønsker. Udviklingskonsulent Charlotte Dalsgaard, Harbohus beskriver essensen i værdsættende samtale:
  • Taler man om det, man gerne vil have
  • Taler man om det, der virker godt
  • Taler man om den fremtid, man ønsker sig
  • Taler man i et ressourcesprog: ”vi kan…”
  • Lærer man af sine ressourcer
  • Anerkender man forskelle i holdninger og synspunkter
  • Ser man forandring som noget, der sker i selve samtalen.

Dialog og værdsættelse
Værdsættende samtale er dialog og værdsættelse i forening. I dialogen kan man udforske hinandens tanker og tænke sammen. Værdsættelsen handler om at anerkende, bekræfte og påskønne hinanden i dialogen.

”Værdsættende samtale kan omsætte medarbejdernes bedste erfaringer og største visioner til konkrete forandringer. Især kan værdsættende samtale være en ny vej inden for områder, hvor man gennem mange år har bestræbt sig på at løse alvorlige problemer, fx inden for trivsel og sundhed på arbejdspladsen. Dvs. at man i stedet for at fokusere på de mange sygedage eller den stigende overvægt blandt medarbejderne, fokuserer på de situationer, der har skabt bedre trivsel og sundhed for individet og for kollektivet.”
Udviklingskonsulent Charlotte Dalsgaard, Harbohus.



Senest revideret den 23. august 2010
Links

På arbejdsmiljoweb kan du læse mere om anerkendelse og downloade hæftet: Anerkendende toner i arbejdslivet.
www.arbejdsmiljoweb.dk