Forside > Syv sunde arbejdspladser > Bornholms Regionskommune

Ledelsen gik forrest på Bornholm




Borgerservice i Bornholms Regionskommune deltog i projekt Krop & Kontor bl.a. for at skabe et kulturfællesskab omkring fysisk aktivitet og andre sunde tiltag.

I 2009 blev fire forskellige arbejdspladser slået sammen til Borgercenteret, Bornholms Regionskommune. Samtidigt havde man på mindre end to år indfriet en besparelse på 30 procent.

Organisationsændringen, og reduktionen i antallet af medarbejdere, efterlod et stærkt behov for at styrke de sociale relationer på arbejdspladsen. Deltagelsen i projekt Krop og Kontor var derfor med til at skabe et kulturfællesskab omkring fysisk aktivitet og andre sunde tiltag.


Chefen for Borgercenteret, Michael Hansen Bager, var intern projektleder og ivrig projektdeltager. Han deltog i boldøvelser, qi gong og gåture, og sikrede en vigtig ledelsesopbakning til det faktum, at de 65 medarbejdere i afdelingen brugte omkring 2,5 times ugentlig arbejdstid på at bevæge sig. Et enigt MED-udvalg tilsluttede sig også.


Boldøvelser og morgensang
Medarbejdere og ledelse fulgte et program for bevægelse, udarbejdet af bevægelsesekspert Martin Spang Olsen, suppleret med en række øvelser fra partner i Sund Uddannelse, Mads Andreasen. Nogle aktiviteter vandt hurtigt indpas i arbejdstiden - fx bold- og elastikøvelser, der er på programmet tre gange om ugen, og morgensang, der gennemføres om fredagen. En del medarbejdere går en tur i frokostpausen eller løber et par gange om ugen i arbejdstiden, mens andre er bidt af gymnastiske strækøvelser til kormusik, inspireret af qi gong, som tager ganske få minutter og helst skal gennemføres en gang i timen.


Nogle lukker også døren til kontoret og mediterer en stund, eller tager en omgang i et nyindrettet fitnessrum, mens andre skaffer sig en vis bevægelse på stedet - på siddebolde i stedet for på kontorstole.


Udover at mange af aktiviteterne gennemføres i grupper eller parvist (fx massage) har der også været gennemført foredrag og arrangementer, der både har været orienteret mod den enkeltes livsstil, som fx nye madvaner, og samling af personalet omkring projektet. Den fælles identitet som 'trendsættere' for sundhedsfremme på arbejdspladsen bidrager til at holde gejsten ved lige og øger mulighederne for, at diverse bevægelsestiltag bider sig fast som en sund og trivselsfremmende del af kontorarbejde.


En bred tilgang til bevægelse vigtigt
Michael Hansen Bager understreger, at der må være bredde og forskellighed i tilbuddene, når der skal være tilbud til alle.  På ledelsesplan er der initiativer i gang med hensyn til at forankre projektet samt udbrede tanken om mere bevægelse i løbet af arbejdsdagen på regionskommunens arbejdspladser.

Ledelse og medarbejdere er enige om, at der må være tovholdere til at vedligeholde og udvikle interessen for mere bevægelse i dagligdagen, så aktiviteterne med tiden bundfælder sig som nye vaner.


Sundhedsambassadører udbredes til resten af kommunen
Uddannelse af tovholdere – de såkaldte holdkaptajner eller sundhedsambassadører – til at iværksætte og fastholde aktiviteterne gav ejerskab til projektet. Derfor har Borgercenteret lagt op til at udbrede ordningen blandt regionskommunens 4500 medarbejdere. På et chefgruppeområde med kommunaldirektøren i spidsen er besluttet at støtte en uddannelse af sundhedsambassadører blandt de ansatte. Det er nu op til social- og sundhedssekretariatet at løse denne opgave i praksis og herunder få den tilpasset jobfunktioner på de forskellige områder, så det snarere bliver et spørgsmål om krop og kontekst end om krop og kontor.


Sundhedsambassadører skal uddannes til at varetage opgaver med bevægelse og trivsel for mindre grupper af kollegaer, men det er vigtigt at tilpasse opgaven efter, hvordan dagligdagen ser ud for de pågældende, og hvilke medarbejdergrupper det drejer sig om. Nogle er fx mere udfarende, mens andre er mere stillesiddende.


Frivilligheden skal fastholdes
Samtidig er det vigtig at fastholde frivilligheden og passe på med at gøre bevægelse til en arbejdspligt udover hvad selve arbejdet måtte kræve, mener Michael Hansen Bager.

Med udsigten til udbredelsen af sundhedsambassadører i Bornholms Regionskommune har  Krop og Kontor sat sine tydelige spor. I udgangspunktet var projektet ikke et isoleret bevægelsesprojekt for medarbejderne, men indgik som et vigtigt element i samling og udvikling af Borgercenterets virksomhed. At den fysiske aktivitet havde ledelsens fulde bevågenhed fra starten har bidraget til at skabe en succeshistorie.

Aktiviteterne fortsætter i hverdagen
Borgercenteret i Bornholms Regionskommune har gjort aktiviteterne fra projekt Krop og Kontor til hverdag.


“Aktiviteterne fortsætter. Vi mødes en gang om måneden i holdkaptajn-gruppen, hvor vi er 10 medarbejdere og ledere. Her taler vi om, hvad der skal være af nye ting og hvad der skal til for at motivere medarbejderne. I hverdagen har vi valgt at holde fast i Martin Spang Olsens øvelser og gåture dagligt. Mads Andreasens elastik- og boldøvelser tager vi mandag, onsdag og fredag. Og så laver vi peaks indimellem, fx en times Zumba,” siger leder Michael Hansen Bager og fortsætter:


“Jeg lægger vægt på over for nye medarbejdere og ledere, at aktiviteterne er en del af vores arbejdsplads. Og at de skal være parate til at deltage. Effekterne har været tydelige. Vi griner mere, vi kender hinanden bedre på tværs af afdelingerne og vi har kunne klare en større mængde arbejdsopgaver uden stress og sygefravær. Så selvfølgelig fortsætter vi.”

Lederråd om forankring
Råd fra Michael Hansen Bager, leder af Borgercenteret ved Bornholms Regionskommune:
  • Det skal kunne ses tydeligt (f.eks. bolde, elastikker)

  • Der skal være aktiviteter jævnligt.

  • Fast punkt på personalemøder og MED udvalgsmøder.

  • Leder deltager aktivt – betyder meget for kulturel forankring.

  • Bruger det aktivt overfor nye medarbejdere – f.eks. i stillingsopslag





Senest revideret den 13. december 2011
Relaterede sider
Mød Bornholms Regionskommune på en af de fem sundhedskonferencer. Læs mere her

Vejle Kommune deltager i sundhedskonferencen i Vejle. Læs mere om sundhed i Vejle Voksenservice her

SAS Danmark deltager på sundhedskonferencen i København. Læs mere om sundhedsledelse i SAS her
 


Medarbejdere
65 medarbejdere i Borgercenteret, der dels arbejder i et åbent kontorlandskab,
dels i cellekontorer.

Mål med projektet
At styrke en ny intern identitet efter store forandringer i forbindelse med strukturreformen.

At sprede erfaringerne til resten af øen, så kommunen bliver et godt eksempel for hele Bornholm.

Erfaringer fra Bornholm 
  • Medarbejderne blev mere effektive.

  • Det blev lettere at gennemføre organisations-ændringer.

  • Større trivsel og en positiv kultur igennem sundhed.