Syv sunde arbejdspladser
Syv danske kontorarbejdspladser deltog i BAR FOKAs to projekter om sundhed - Sund Arbejdsplads og Krop og Kontor - som nu begge er afsluttet. På disse sider kan du læse mere om, hvilke udfordringer og erfaringer, de syv virksomheder havde.
If Forsikring, Vejle Voksenservice og Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning deltog i det brede sundhedsprojekt 'Sund Arbejdsplads' som handlede om alt fra kost og motion til stress og arbejdsglæde. SAS Danmark, Rigshospitalets Udviklingsafdeling, Aalborg Universitet og Bornholms Regionskommune var med i Krop og Kontor, der som udgangspunkt skulle handle om fysisk aktivitet, men som hurtigt viste sig at handle om sociale aspekter.
Valgte selv indholdet
Fælles for de syv arbejdspladser er, at de alle var ambitiøse i forhold til at afprøve nye måder at arbejde med sundhed på. Medarbejdere og ledere blev ikke præsenteret for et færdigt projekt, som de "blot" skulle implementere, men var i høj grad selv med til at udforme indholdet.
Alle gav udtryk for begejstring over, at BAR FOKAs projekter brugte et bredt sundhedsbegreb, hvor sociale og mentale aspekter indgår på lige fod med fysiske. For det er ikke alle, der synes, at løbeture og deltagelse i DHL-stafet, skridttællere og daglige maveøvelser gør dem sundere. At grine og have det sjovt med sine kolleger, eller at sidde i stilhed med lukkede øjne og meditere hver dag sammen kan være lige så værdifuldt, viser erfaringerne.
Fra projekt til hverdag
At bevæge sig fra projekt til hverdag er altid en udfordring. Og aktiviteter baseret på frivillighed vil sjældent få alle med. Men ser man på de syv sunde arbejdspladser, er der optimisme at spore. Dels har flere arbejdspladser, bl.a. SAS Danmark, Bornholms Regionskommune og Københavns Kommune, valgt at fortsætte arbejdet med sundhed og bevægelse som en del af personalepolitikken og arbejdsmiljøarbejdet.
Dels giver mange medarbejdere udtryk for, at de positive oplevelser de har fået ved at bevæge sig - fysisk, mentalt og socialt - med kollegerne er noget, de helst ikke slipper igen.
Senest revideret den 27. oktober 2011